Anoreksi

Anoreksi er en psykisk lidelse, som typisk opstår hos unge i puberteten. Mennesker med anoreksi undlader ofte at spise eller underspiser. Det er der ofte to årsager til: De er bange for at tage på, og de har en forstyrret kropsopfattelse og derfor et stærkt ønske om at tabe sig. Spiseforstyrrelsen resulterer derfor typisk i et stort vægttab og et lavt BMI.

Hvad er anoreksi?

Anoreksi er en spiseforstyrrelse, der er karakteriseret ved et bevidst vægttab, som bliver fremkaldt og vedligeholdt af personen selv. Personer med anoreksi er stærkt optagede af mad, vægt og udseende. 

Derfor har personer med sygdommen typisk restriktiv spisning. Det betyder, at de kan have tendens til at springe måltider over, få for lidt mad, faste og spise en kaloriefattig kost. 

Personer med anoreksi har også et stærkt ønske om at blive tyndere, og er derfor ofte overdrevet fysisk aktive for at øge deres kalorieforbrænding. Nogle anvender desuden afføringsmidler, vanddrivende medicin eller selvfremkaldte opkastninger for at tabe sig. Den restriktive spisning og overdrevne motion kan have store konsekvenser. For nogle ender kropsvægten med at ligge 15 til 20% under deres normale kropsvægt.

Den berørte vejer sig ofte flere gange dagligt, og spiseforstyrrelsen kan finde på at få den berørte til at ’snyde’ med vægten, når andre vejer dem. F.eks. ved at tilskynde den berørte til at drikke meget vand eller gemme vægt under tøjet og/eller i lommerne.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har en spiseforstyrrelse? Tag nedenstående test og få en indikation på om du måske har af en spiseforstyrrelse. 
 

Symptomer på anoreksi

En spiseforstyrrelse kan nemt skjule sig, og personer med sygdommen vil ofte føle sig presset til at skjule sygdommen for andre. Det kan derfor være svært for pårørende at opdage symptomer på spiseforstyrrelsen. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på de fysiske, psykiske og sociale symptomer, der kendetegner personer med denne spiseforstyrrelse.

Anoreksi kan med nogle af sine symptomer minde om andre typer af spiseforstyrrelser som bulimi, BED eller ortoreksi, men sygdommen har sit eget symptombillede. 

De typiske symptomer er listet nedenfor, men spiseforstyrrelsens udtryk kan variere fra person til person.

Fysiske symptomer 

De typiske fysiske kendetegn for anoreksi er:

Et (stort) vægttab	Personer med anoreksi vil typisk tabe sig meget på relativt kort tid eller generelt holde en meget lav vægt.
Tendens til at være meget kuldskær	Som følge af mangel på energi og vigtige næringsstoffer har personer med anoreksi en lav kropstemperatur. Mange får blålige hænder og fødder, og kroppen begynder at producere fine, dunede lanugo-behåring. Tør hud, svage negle og hårtab ses også typisk.
Træthed og lavt stofskifte, blodtryk og puls	Dette kan medføre svimmelhed, besvimelser og i værste tilfælde længere perioder af bevidstløshed. Manglende eller uregelmæssige menstruationer er også et typisk tegn på anoreksi. Derudover kan der forekomme mavesmerter, spændingshovedpine og muskelsmerter, samt en lugt af acetone, som tegn på, at stofskiftet mangler kulhydrater.
Væksthæmninger og hormonelle forstyrrelser med nedsat eller manglende kønshormoner	Dette viser sig, hvis sygdommen indtræder før puberteten, er afsluttet. Hos piger ved forsinket start på pubertet, nedsat kønsdrift og forsinket start eller udeblivelse af menstruationer. Hos drenge ses ligeledes forsinket pubertet og nedsat kønsdrift.

Hvad gør anoreksi ved kroppen?

Anoreksi kan medføre store vægttab og undervægt. Det hænger sammen med at mennesker med anoreksi ofte undlader at spise eller underspiser, fordi de er bange for at tage på og har et stort ønske om at tabe sig. Det kan medføre underernæring af varierende sværhedsgrad, hvilket øget risikoen for at en række alvorlige fysiske følger.

Ved et langvarigt sygdomsforløb kan der opstå skader på indre organer, herunder leverpåvirkninger, hjerterytmeforstyrrelser og knogleskørhed. Derudover kan der opstå nedsat knoglemineralisering med øget hyppighed af spontanfrakturer (brud), nedsat lyst hos begge køn og impotens hos mænd. Desuden ses hyppigt elektrolytforstyrrelser, der i sjældne tilfælde kan dette med føre nyresvigt, ødemer (væskeophobelser) og epileptiske kramper.

Prognose og sygdomsforløb

Sygdomsforløbet for anoreksi er meget individuelt og varierende. Det er derfor vanskeligt at sige noget generelt om prognosen. Anoreksi starter typisk som en slankekur, men når det første vægttab er nået, vil vedkommende ofte sætte sig et nyt og lavere mål og fortsætte med at tabe sig i vægt. Det gennemsnitlige sygdomsforløb er 3-6 år, men svær anoreksi kan være længerevarende og tilbagevendende. Undersøgelser viser, at op mod 50% oplever ét eller flere tilbagefald på vejen ud af anoreksi. Undersøgelser viser også, at 50% af dem der kommer i behandling bliver raske, 30% bliver delvis raske, og omkring 20% udvikler en form for kronisk eller længerevarende anoreksi.

Er du begyndt at få spiseforstyrrede tanker igen? Få hjælp og støtte i nedenstående vejledning.

En del undersøgelser peger på, at et kort sygdomsforløb, tidlig behandling og positive familierelationer er forbundet med en god prognose, medens laksantiamisbrug (misbrug af afføringsmidler), opkastninger og vægttab på mere end 1/3 af idealvægten, tidligere overvægt, lang sygdomsvarighed og forstyrret udvikling er relateret til en dårlig prognose.

Anoreksi er den mest dødelige psykiske sygdom og er dermed meget alvorlig og livstruende. En lille andel af dem, der lider af anoreksi, dør af enten underernæring og/eller selvmord. Dødeligheden (standardiseret mortalitetsrate) er 6,7 gange større i forhold til normalbefolkningen og 2-3 gange højere end personer, der lider af andre psykiatriske sygdomme. En efterundersøgelse af patienter med anoreksi viser, at efter 10 år er 7% døde, og efter 20-30 år er mortaliteten 15-18%.

Komorbiditet

Undersøgelser viser, at personer med anoreksi ofte også lider af andre psykiske sygdomme, herunder særligt angst, obessive-compulsive disorder (OCD), depression og personlighedsforstyrrelser. Det er dog uklart om disse sygdomme er en årsag til eller en konsekvens af anoreksi, et resultat af samme prædisposition eller forskellige udtryk for belastning. Mange beskriver spiseforstyrrelsen som en form for angst eller en måde at håndtere angst på med regler og ritualer.

Psykisk komorbiditet kan være til stede før, sideløbende eller opstå efter en person er kommet ud af spiseforstyrrelsen. En svær spiseforstyrrelse kan forstærke eller fremkalde psykiske symptomer og reaktioner, og dermed udvise symptomer på psykisk komorbiditet uden egentlig at være det, fordi symptomerne aftager i takt med at spiseforstyrrelsen aftager. F.eks. kan en tilsyneladende personlighedsforstyrrelse forsvinde helt, når den berørte kommer fri af spiseforstyrrelsen.

Psykiske symptomer

De mest udtalte psykiske symptomer hos personer med anoreksi er:

En forstyrret kropsopfattelse og overoptagethed af mad, vægt og krop	Den berørte vil ofte stille meget høje krav til sig selv og andre, blandet med et stærkt behov for at kontrollere madindtag og motion. Ofte ses tvangsprægede handlinger, hvor spisning, vejning, motion, indkøb osv. er ritualer, som kan være svære at afvige.
Fedme- og vægtstigningsangst	Mennesker med anoreksi har en stor frygt for at miste kontrollen over spisningen og blive fede.
Manglende sygdomserkendelse og manglende følelse af behov for behandling	Spiseforstyrrelsen er forbundet med en stor ambivalens for at arbejde imod spiseforstyrrelsen.
På længere sigt kan sygdommen medføre en depressiv sindsstemning og irritabilitet	Mennesker med anoreksi oplever ofte tristhed, har tendens til dårlig selvtillid og lavt selvværd, samt har stor risiko for at udvikle en depression.

Sociale symptomer

Anoreksien stiller mange krav til den berørte. Derfor har vedkommende typisk ikke særlig meget socialt overskud. Det kan resultere i sociale symptomer som:

Social isolation	De tvangsprægede ritualer kan fylde rigtig meget og gøre det svært at være social. Personer med anoreksi undgår ofte sociale arrangementer centreret omkring mad, da han/hun ellers ikke kan kontrollere, hvad eller hvor meget vedkommende spiser.
Tilbagetrukkethed i sammenhænge med mange mennesker	Her vil den berørte ofte være meget stille og forsøge at gøre andre tilpas.
Problemer med at gennemføre skole, holde fast i job eller i det hele taget indgå i sociale relationer	Hvis spiseforstyrrelsen udvikler sig i puberteten, vil mange med anoreksi opleve, at den sociale udvikling går i stå. Det kan have stor indflydelse på den generelle livssituation.

Vil du læse mere om tegn på en spiseforstyrrelse? Så har vi lavet en vejledning med tidlige tegn på en spiseforstyrrelse. 

Hvordan kan vi forstå anoreksi?

Det kan være vanskeligt at forstå, hvorfor en person med anoreksi har det så svært med mad, krop og vægt. I nedenstående beskrivelser ønsker vi at forklare, hvilken funktion spiseforstyrrelsen har for den berørte.

Kontrollen

Dét der særligt kendetegner personer med anoreksi, er deres behov for kontrol. Spiseforstyrrelsen medfører et stort behov for at kontrollere, herunder madindtag, følelser, motion, behov, lyster og impulser. Mange oplever, at følelser som smerte, sorg, angst, ensomhed, vrede, tomhed, frustration eller glæde er så skræmmende eller gør så ondt, at de er nødt til at undertrykke følelserne, fordi de endnu ikke kan at håndtere dem på en anden måde end ved hjælp af spiseforstyrrelsen.

Ved at kontrollere madindtag, følelser, motion, behov, lyster og vægt opnår personer med anoreksi en følelse af kontrol generelt, der kan hjælpe på den manglende følelse af kontrol i følelseslivet. Dermed bliver spiseforstyrrelsen det centrale i livet og overtager pladsen for ubehagelige følelser, der fortrænges, så de ikke skaber kaos. På længere sigt kan dette skaber en følelse af tomhed, idet kontrollen ikke efterlader plads til glæde, spontanitet, forventninger, lyst eller at hun/han kan mærke, hvad vedkommende føler, ønsker og har brug for. Personer med anoreksi kan derfor være forstyrrede i at handle i overensstemmelser med egne behov, impulser, følelser og lyster.

Nærhed og omsorg

Lysten til nærhed og behov for trøst og omsorg undertrykkes og kontrolleres også. I stedet for at søge trøst hos forældre, veninder eller kærester, prøver den berørte at undertrykke følelserne ved at lade være med at spise i et forsøg på at kontrollere situationen. Kontrollen bliver dermed en form for overlevelsesstrategi, når følelserne er uoverskuelige eller svære at håndtere. Anoreksi handler altså ikke om selve maden og vægten, men om de bagvedliggende, relationelle problematikker.

Intimitet og seksualitet

Mennesker, der lider af anoreksi, har ofte svært ved at håndtere den nærhed og intimitet, der er forbundet med at have en partner. Kontrollen overskygger hendes/hans behov og lyster, og ofte føler vedkommende sig fremmedgjort i forhold til egen krop, hvilket gør det svært at fornemme kroppens signaler eller tillade kroppen at få lov til at mærke et andet menneskes nærhed og kærtegn. At hengive sig til en kæreste eller ægtefælle vil føles som et tab af kontrol.

Det er forskelligt, hvordan mennesker med anoreksi håndterer seksualiteten. Ofte ses det, at den berørte enten vælger intimiteten og seksualiteten helt fra for at beskytte dem selv eller kaster sig ud i en form for selvdestruktiv og tilfældig sex, hvor alle følelser lukkes ude.

Svært at sige ja og nej 

Det at mennesker med anoreksi er bange for at spise og indtage næring, kan også være et udtryk for, at hun/han er bange for at tage næring ind, i form af kærlighed, omsorg og trøst, i en overført betydning. Hvis hun/han har oplevet forskellige former for svigt, kan det føles ubehageligt at tage imod kærlighed, omsorg og trøst.

Et nej til maden kan også afspejle et generelt problem med at sætte grænser og/eller sige fra og til. Det kan være et udtryk for, at hun/han har svært ved at sige ja eller nej til, hvad vedkommende ønsker. Vedkommende har måske altid sagt ja for at blive accepteret og måske er et nej ikke blevet respekteret. Dermed kan nej’et til maden ses som en reaktion på en usikkerhed og mangel på grænsesætning, hvor nej’et skaber en følelse af sikkerhed.

Angst for mad

Et lille madindtag kan være et udtryk for, at mennesker med anoreksi ikke føler, at de fortjener noget eller ikke må være krævende på det følelsesmæssige såvel som det fysiske plan. Angsten for mad, som oftest ses blandt mennesker med anoreksi, kan også afspejle en angst for selve livet. Det vil sige en ubevidst angst for, at hvis man først begynder at ”mætte” sine behov for f.eks. omsorg og nærhed, så vil man opdage, at man slet ikke kan få kærlighed nok – man vil opleve sig selv som grådig.

Et ønske om at forsvinde

Hadet til kroppen og oplevelsen af sig selv som tyk og ulækker kan afspejle et generelt selvhad og en opfattelse af at føle sig forkert som menneske. Den manglende kropsaccept kan være udtryk for en manglende accept af sig selv på flere eller måske alle områder.

Ønsket om at blive tyndere og mindre, kan afspejle en oplevelse af ikke at føle, at man kan tillade sig at fylde mere. Det kan også være et udtryk for et ønske om helt at forsvinde, da alting er for svært og uoverskueligt. Endelig kan det at fylde mindre for nogle være en måde at blive tydeligere på i forhold til ikke at blive set og mødt i egne behov.

Tal og statistik

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange der har sygdommen i Danmark, men det anslås at være ca. 5.000 personer. Af disse udgør langt størstedelen piger og kvinder, men drenge og mænd kan også udvikle anoreksi (ifølge undersøgelser udgør de cirka 10%). 

Anoreksi udvikler sig typisk i 13-20-årsalderen. Det gør det til den spiseforstyrrelse, der debuterer tidligst i livet. Sygdommen kan dog også forekomme i præpuberteten eller senere i livet.

Derudover er der mange, der opfylder nogle, men ikke alle diagnosekriterierne. Disse personer udviser typiske symptomer på flere spiseforstyrrelser samtidig, hvorfor de diagnosticeres med en atypisk spiseforstyrrelse. 

Der kan derfor gå mange år efter symptomerne opstår, til den berørte opsøger hjælp, ligesom mange lever med en ikke-diagnosticeret anoreksi uden at modtage behandling.

Årsager til anoreksi

Årsagerne til, at nogle mennesker udvikler anoreksi, er meget forskellige, og det er svært at tale om generelle årsager. Der er bred enighed om, at lidelsen er en såkaldt multifaktoriel tilstand. Det betyder, at mange årsagsfaktorer spiller sammen i udviklingen såvel som vedligeholdelsen af anoreksi. Disse årsagsfaktorer dækker både over psykologiske, sociale, kulturelle, genetiske og biologiske forhold.

Der skelnes typisk mellem prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktor, hvor prædisponerende faktorer som sociokulturel, familiemæssig og individuel karakter kan føre til udviklingen af anoreksi under særlig belastende forhold.

Prædisponerende faktorer

Disponerende faktorer ligger tidsmæssigt før spiseforstyrrelsens debut. Man taler om, at man kan være disponeret for at udvikle en spiseforstyrrelse, hvilket betyder, at man har en større risiko end resten af befolkningen. Der skelnes mellem forskellige typer af disponerende faktorer: Sociokulturelle, familiemæssige og individuelle faktorer.

Sociokulturelle forhold

Sociokulturelle faktorer er eksempelvis samfundets normer, kropsidealer, sociale medier mv. Trods uenighed omkring antallet af mennesker med spiseforstyrrelser, synes den dominerende tendens at være, at der er sket en stigning inden for de sidste 50 år, specielt i vestlige, industrialiserede lande. En række forfattere relaterer denne udvikling til det moderne vestlige skønhedsideal, kropskultur og individualisering. Skønhedsideal for kvinder er blevet markant slankere op igennem 1900-tallet, hvilket ikke blot kommer til udtryk som et æstetisk ideal, men ligeledes som symbol på selvkontrol og karakterstyrke. Tesen er at moderne medier, sundhedsindustri og -politik, skaber en kultur karakteriseret af et overdrevet fokus på krop og udseende, som blandt usikre og identitetssøgende unge, kan være medvirkende til at nedbryde den enkeltes selvbillede samt forstærke en allerede eksisterende usikkerhed. I en sådan situation kan anoreksi tilbyde sig som en sikker og hurtig vej til kulturelt defineret succes via en slank krop.

Familiemæssige forhold

Familiemæssige faktorer dækker over forskellige belastende familieforhold. Der findes evidens for øget forekomst af psykiske lidelser i familier til personer med spiseforstyrrelser, herunder depression, alkohol- og stofmisbrug, omsorgssvigt, overgreb samt højere forventninger fra forældrenes side og mindre grad af forældrekontakt. Endvidere øger hyppige slankekure i familien, anoreksi blandt øvrig familie, og kritiske kommentarer fra familien om udseende og vægt, risikoen for udvikling af anoreksi.

Anoreksi forekommer i alle sociale lag og etniske grupper. På trods heraf findes der evidens for, at social baggrund spiller en rolle, idet anoreksi synes mere udbredt hos personer med høj socioøkonomisk status. Et dansk studie, viser imidlertid at 11-12 årige børn har en større risiko for at udvikle forstyrret spisning, jo kortere uddannelse forældrene har. Desuden viser studiet en øget risiko for udvikling af forstyrret spisning hos børn, hvis forældre er overvægtige, forældre er yngre end 25 år, samt hvis fædre har haft en psykisk lidelse.

Individuelle forhold

Køn, alder, psykologiske, genetiske og biologiske forhold er individuelle faktorer, som synes betydningsfulde for udviklingen af anoreksi. Den primære risikogruppe for at anoreksi er unge kvinder mellem 14 og 25 år. Psykologiske forhold der kan disponere for udviklingen af anoreksi er blandt andet lavt selvværd, negativt selvbillede, perfektionisme, følelser af ineffektivitet, få nære relationer, følelsesmæssig ustabilitet og en overvægt af negativ påvirkning.

Forskningen peger også på at mennesker med anoreksi er genetisk disponerede. Et internationalt studie har desuden fundet en genetisk sammenhæng mellem anoreksi og stofskifte, og peger derfor på stofskiftet som en generel større faktor i mennesker med anoreksis udfordring med at opretholde et sundt BMI. Det tyder på, at mennesker med anoreksi oftere har genvarianter, der generelt giver lavt BMI.

Derudover er der fundet korrelationer mellem udviklingen af anoreksi og præmatur fødsel, fødselsskader og tidlig pubertet, dog uden at påvise en direkte årsagssammenhæng. Ukontrolleret spiseadfærd og øgede mave-tarmproblemer som spæd eller i barndommen øger også risikoen for at udvikle anoreksi.

Udløsende faktorer

Udløsende faktorer for anoreksi er blandt andet situationer forbundet med stort følelsesmæssigt pres, præstationskrav eller usikkerhed samt store livsomvæltninger som f.eks. skilsmisse, flytning, skoleskift, sygdom mm. Ungdomsperioden synes at udgøre en særlig risikofyldt periode. Specielt blandt unge piger kendetegnes puberteten ved en forøgelse af kroppens fedtmængde, hvilket sætter den eksisterende selvopfattelse på prøve. Derudover kendetegnes perioden ved nye og større intellektuelle og sociale krav, hvilket ligeledes kan være udløsende faktorer for udviklingen af spiseforstyrrelsen.

Vedligeholdende faktorer

Fysiologiske og psykologiske forhold såvel som omgivelsernes reaktion, kan være faktorer, som vedligeholder anoreksi. Fysiologisk sker der bl.a. en ændring i sult- og mæthedsfornemmelsen, som medfører kognitive påvirkninger, der kan hindre helbredelse. Psykologisk kan spiseforstyrrelsen medføre større selvtilfredshed, ligesom manglende alternative løsningsmodeller til den dysfunktionelle mestringsstrategi, som spiseforstyrrelsen udgør, kan virke vedligeholdende. Endelig kan et miljø, som værdsætter bestemte holdninger til krop, vægt og udseende samt ros fra omgivelserne fungere som vedligeholdende faktorer.

Behandling af anoreksi

Læs mere om behandlingsrettigheder og behandlingssteder.

Spiseforstyrrelsen kan være fortvivlende – både for personen med sygdommen og for de pårørende. Men det er muligt at få det bedre og leve uden men af spiseforstyrrelsen. Netop derfor er det vigtigt at få startet et behandlingsforløb op så hurtigt som muligt. 

Behandling af anoreksi er kompliceret og er blevet beskrevet som en af de sværeste psykiatriske lidelser at behandle. Dette skyldes blandt andet den forstyrrede kropsopfattelse, manglende sygdomserkendelse og en manglende følelse af behov for behandling.

Personer med anoreksi er typisk ambivalente over for behandling. På den ene side vil de gerne vil være raske, og på den anden side ønsker de ikke at give slip på den tryghed/kontrol, spiseforstyrrelsen giver. Dette har konsekvenser for behandlingsforløbet og forudsætter en flersporet behandling med fokus på de psykologiske årsager såvel som de somatiske følger og sociale aspekter. Der arbejdes parallelt med normalisering af vægt og spisning samt psykoterapeutisk bearbejdning af tilgrundliggende psykiske og eksistentielle problemer. På grund af en manglende sygdomserkendelse og motivation for behandling er det vigtigt at arbejde med personens motivation både ved indledning af og undervejs i forløbet. Alliancen og trygheden i relationen til den psykoterapeutiske behandler har stor betydning for udbyttet af behandlingen.

Behandlingsniveauer

I sundhedssystemet opdeles spiseforstyrrelser i forskellige sværhedsgrader (1-5). Det er sværhedsgraden der afgør, hvor og hvilken behandling personer med anoreksi henvises til. Sundhedsstyrelsen inddeler behandlingen i tre niveauer, afhængig af specialiseringen.

Niveau 1: Alment praktiserende læger og speciallæger, distriktspsykiatri og ikke-specialiserede hospitalsafdelinger.
Niveau 2: Specialiserede, hospitalsbaserede, tværfaglige teams med erfaring i behandling af spiseforstyrrelser.
Niveau 3: Højt specialiserede hospitalsafdelinger.

Det er muligt at behandle anoreksi ambulant, i daghospital eller under indlæggelse på døgnafsnit. Den mindst indgribende behandling, der har effekt, vælges, og behandlingen foregår derfor først og fremmest ambulant. Ved manglende effekt af ambulant behandling kan patienten henvises videre. Såfremt dette ingen effekt har, tilbydes der yderligere intensivering i form af støtte til måltider, dagbehandling eller indlæggelse, hvor det i de fleste tilfælde er muligt at starte en vægtøgning. Hvis mindre indgribende behandling ikke er effektive, eller patienten har alvorlige psykiatriske eller somatiske komplikationer, kan det være nødvendigt med indlæggelse. 

Patienter, hvis undervægt eller somatiske tilstand medfører, at de er i livsfare eller selvmordstruede, kan i henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang tvangsindlægges, tilbageholdes og behandles indtil patienten har opnået en forsvarlig vægt, hvorefter behandlingen videreføres.

Behandlingsmål

Ideelt set bør behandlingen af anoreksi føre til, at patienten ikke længere har en spiseforstyrrelse. Dette kan dog ikke forventes opnået i alle behandlingsforløb. De konkrete mål med behandlingen afstemmes i samarbejde med patienten ud fra symptomernes alvorlighed, ressourcer og parathed til forandring.

Generelt handler det først og fremmest om at skabe en god alliance og opnå tillid hos patienten samt støtte den pågældendes motivation for forandring og behandling.  Ved svær undervægt vil det primære fokus i starten af behandlingen naturligt være på spisemønstre, håndtering af vægtøgning og kropsopfattelse samtidig med at der påbegyndes en undersøgende bearbejdningen af tanker og følelser knyttet til spiseforstyrrelsens symptomer. Ved meget svær anoreksi, kan der være tale om aktuelle behandlingsbehov, hvor målet først og fremmest er overlevelse og efterfølgende genoprettelse af eventuelle sultskader. 

Langsigtede - biologiske og spiseadfærdsmæssige mål for behandlingen:

1. For alle grupper stiles mod en vægt inden for normalområdet (min. BMI 20).
2. Nedbringelse af alvorlige somatiske, psykiatriske og psykologiske komplikationer (f.eks. forstyrret kropsopfattelse).
3. Etablering af regelmæssig spisning/almindeligt forhold til mad og spisning (almindelige madvarer, almindelige mængder og almindelige måltidsmønstre), der ikke besværliggør socialt samvær.
4. Ophør og nedbringelse af omfang og antal af overspisningsepisoder, opkastninger, tvangsmotion, brug af laksantia, diuretika og slankemidler.
5. Normalisering af menstruationsmønster.

Langsigtede – psykologiske og sociale mål for behandlingen:

1. Accept af det at have en normalvægtig krop.
2. Oplevelsen af, at selvværd også kan være knyttet til ikke-kropsrelaterede sider af personen.
3. Fortsat nysgerrig undersøgelse af og mulig forståelse for egen historie i relation til udvikling af spiseforstyrrelsen og dens funktion i den enkeltes liv samt vedligeholdende faktorer.
4. Blive bedre til at identificere, genkende og mestre tanker, følelser og situationer, der hidtil og tidligere har resulteret i spiseforstyrrelsessymptomer.
5. Blive bedre til at håndtere erhverv/uddannelse og socialt netværk.
6. Tilbagefaldsforebyggelse - mestring af nye kriser på anden måde end ved spiseforstyrrelsessymptomer, erkende og give udtryk for egne behov i relation til andre i den enkeltes sociale netværk. 

Diagnosekriterier og anoreksi

Vi vil nedenfor referere, hvordan anoreksi placeres i de gældende diagnosesystemer ICD-10 og DSM-5, samt beskrive, hvilken ændringer der gør sig gældende i den nye manual ICD-11.

ICD-10 om anoreksi

1. Kropsvægten holdes mindst 15 % under den forventede vægt enten ved vægttab eller vægtstagnation i vækstperioden.
   • For voksne benyttes alternativt BMI ≤ 17,5 kg/m² som vægtgrænse.
   • For yngre patienter benyttes 10-percentilen for en given alder som vægtgrænse.
2. Vægttabet er selvinduceret ved at undgå ”fedende mad”. En eller flere af følgende faktorer kan være til stede:
   • Selvinduceret opkastning
   • Misbrug af afføringsmidler
   • Overdreven træning
   • Anvendelse af appetithæmmende midler og/eller vanddrivende midler.
3. Man har et forvrænget kropsbillede, hvor frygten for fedme består som en påtrængende, overlødig idé, og patienten påtvinger sig selv en lav vægttærskel.
4. Omfattende endokrinforstyrrelse, som involverer hypothalamus-hypofyse-gonade-aksen: hos kvinder betyder det amenorré (manglende menstruation), og hos mænd betyder det manglende seksuel interesse og potens. Menstruationer kan forekomme hos piger/kvinder som får hormonbehandling (f.eks. p-piller).
5. Ved præpubertal debut forsinkes eller standser pubertetsudviklingen (ingen bryst udvikling og hos drenge underudviklede genitalier). Ved helbredelse afsluttes puberteten ofte normalt men menarchen er forsinket.

ICD-11 om anoreksi

I ICD-11 er vægtkriteriet for anoreksi BMI ≤ 18,5 kg/m² hos voksne og 5-percentilen for børn og unge i ICD-11, hvilket betyder, at ICD-11 vil inkluderer en større gruppe mennesker end ICD-10, hvor vægtkriteriet er BMI ≤ 17,5 kg/m² hos voksne og en kropsvægt der falder under 10-percentilen for børn og unge. ICD-11 inkluderer ikke kriteriet om endokrinforstyrrelse i forhold til amenorré og impotens. Derudover har ICD-11 fokus på et begrænset energiindhold, der indkluderer mere end frygten for at tage på i vægt. 

DSM-5 om anoreksi

1. Begrænsning af energiindtag i relation til behov, førende til signifikant lav kropsvægt i forhold til alder, køn, udviklingsstadie og fysisk helbred. Signifikant lav vægt defineres som vægt, der er mindre end minimalt normalt, eller for børn og unge, mindre end minimalt forventet.
2. Intens frygt for at tage på eller blive fed eller vedholdende adfærd, som påvirker vægtøgning, på trods af en signifikant lav vægt.
3. Forstyrrelser i måden hvorpå ens kropsvægt eller figur opleves, overdreven indflydelse af kropsvægt eller figur på selvopfattelsen, eller vedholdende mangel på anerkendelse af alvorligheden af den aktuelle lave kropsvægt.

Angiv om:
Restriktiv type: I løbet af de sidste tre måneder har personen ikke fortaget gentagende episoder af overspisning eller udrensende adfærd (dvs. selvforskyldt opkastning eller misbrug af afføringsmidler, vanddrivende midler eller lavementer). Denne type karakteriseres ved vægttab opnået primært gennem slankekure, faste og/eller overdreven motion.

Overspisende/udrensende type: I løbet af de sidste tre måneder har personen foretaget gentagende episoder af overspisning eller udrensende adfærd (dvs. selvforskyldt opkastning eller misbrug af afføringsmidler, vanddrivende midler eller lavementer).

Angiv hvis:
Delvis remission: Efter tidligere at have opfyldt alle kriterier for anorexia nervosa, er kriterium A (lav kropsvægt) ikke opfyldt inden for en vedvarende periode, men enten kriterium B (intens frygt for at tage på eller blive fed eller adfærd, som påvirker vægtøgning) eller kriterium C (forstyrrelser i selvopfattelse af vægt og figur) er stadig opfyldt.

Fuld remission: Efter tidligere at have opfyldt alle kriterier for anorexia nervosa, har ingen af kriterierne været opfyldt i en vedvarende tidsperiode.

Angiv nuværende sværhedsgrad:
Sværhedsgradens minimumsniveau for voksne er baseret på det aktuelle body mass index (BMI) eller på BMI percentil for børn og unge. Intervallerne nedenfor er afledt af World Health Organizations kategorier for slankhed hos voksne; for børn og unge bør korresponderende BMI percentiler anvendes. Sværhedsgraden kan øges for at afspejle kliniske symptomer, graden af funktionsnedsættelse og behovet for supervision.
Mild: BMI ≥ 17 kg/m²
Moderat: BMI 16-16,99 kg/m²
Alvorlig: BMI 15-15,99 kg/m²
Ekstrem: BMI < 15 kg/m²